LIV I ULIGE LINJER

MURMALERI, SOLBJERG HAVE, JUNI 2025

Lise Eiler om værket:

I juni 2025 blev PANORAMAFORTÆLLINGER, et murmaleri ved Solbjerg Have på Frederiksberg, til. Jeg blev sammen med 12 andre kunstnere inviteret til at male på 150 meter betonmur. Vi fik hver cirka 10 meter at slå os løs på og udvalgte KEIM-farver. Solbjerg Have, som har taget initiativ til projektet, er et boligområde med blandt andet børneinstitutioner, beskyttede boliger, almene boliger og plejehjem. Jeg har i mit murmaleri taget udgangspunkt i, at området huser mennesker i alle aldre. Min billedfrise fortæller om forskellige livsfaser. Udtrykket er helt enkelt: Store farveflader, profiler og silhuetter grænser op til hinanden og danner både forgrund og baggrund. LIV I ULIGE LINJER fordi snoede, levende linjer skaber billederne, ligesom livet ikke bevæger sig snorlige derudaf.

Tak for tilliden til Solbjerg Have og til Rithva.dk, der har været kurator, organisator og planlægger. Og tak til Nykredits Fond, der har støttet projektet.