TØJFRISE

Tekstilværk skabt i samarbejde med elever fra Ørestad Gymnasium, 2026

Lise Eiler om værket:

Elevernes aflagte tøj fortæller i forening om fællesskab, forskelligheder, færdigheder og forbundethed.

Jeg bruger gerne genbrugsmaterialer i mine udsmykninger, og gerne materialer forankret i det sted, udsmykningen er skabt til. Det er med tanke på bæredygtighed, men også fordi de brugte sager kommer med en historie.

En flok elever fra forskellige årgange har ud over aflagt tøj på to workshops bidraget med tanker og idéer. Deres fortællinger om traditioner og oplevelser på Ørestad Gymnasium har jeg forsøgt at væve ind i værket:

TØJFRISEN fortæller om en skole, hvor forskellige mennesker og kulturer trives i et fællesskab, hvor man holder sammen og giver plads til forskelligheder. Den fortæller, at der på OEG skabes gode minder både i hverdagen på skolen, i fritiden og når der er fest. I fællesskabet på gymnasiet møder man nye venner, og sjove oplevelser for hele skolen gør sammenholdet stærkere. I frisen er de årligt tilbagevendende OEG-games med holdaktiviteter repræsenteret af et paddle-board. OEG-games blev nævnt af mange og forbindes med glæde, energi, sol og vand. Fysisk aktivitet i det hele taget ryster sammen, og idrætstimerne blev også fremhævet af flere, sammen med festerne, ikke mindst gallafesten. Derudover har jeg fået flettet lærernes luciaoptog, faglige sejre og det at udvikle sig både fysisk og mentalt i løbet af gymnasietiden ind i frisen.

Udvalgte farver binder værket sammen og skaber kontraster. Den (jeans)blå farve har for eksempel fået lov at fylde og er en reference til vandet/kanalerne, der  omgiver gymnasiet.

Kunstprojektet er støttet af Københavns Kommune